onsdag den 29. januar 2014

Året der gik 2013

Januar
Januar stod på hverdag med børnehave og vuggestue, hygge sammen som familie hjemme i varmen, gåture i nabolaget og leg på værelserne.

Februar
Februar var måneden hvor Kay og Jytte flyttede i nyt hus på Falster og selvfølgelig fik vi besøgt dem. Vi fik også tid til at gå lidt ture og så blev Lucca syg i et par uger med sår og hævede læber. Vi fik dog også tid til at gå lidt ture, hygge og lege sammen og så begyndte vi at snakke om selv at flytte til Falster. Det var også denne måned hvor vi fandt vores hus og hvor vi fik underskrevet lejekontrakten med indflytning i april.

Marts
Marts måned blev primært brugt til at pakke vores hjem ned. Vi fik sagt farvel i børnehave og vuggestue og vi fik hygget i lejligheden inden vi skulle sige farvel.Den sidste uge i marts blev brugt hos farmor og farfar og jeg fik gjort vores eget hus rent så vi kunne flytte ind som planlagt. Vejret viste sig fra en fin side og vi fik da gået et par ture i den dejlige forårssol.

April
April var måneden hvor vi endelig kunne flytte i vores eget store hus. Den første måned gik med at hygge, pakke ud, komme på plads, se os omkring i området, nyde haven og så var det også i denne måned at vi kunne fejre vores 6-års bryllupsdag. Vi spiste is og gik ture på gågaden, var en tur på Døllefjelde Markedet og fik nydt udsigten nede ved vandet.

Maj
I maj startede begge unger i institutionerne og det gik ok. Victor tog det meget pænere end Lucca, som slet ikke ville væk fra mig. Men det blev bedre efter et par uger. Vi fik også besøg af Allan og så fyldte Lucca 2 år og blev fejret i vuggestuen og herhjemme. Resten af måneden gik med at nyde vejret i haven, gå ture, pakke ud og bare nyde vores hus.

Juni
Juni var måneden hvor vi fik ordnet lidt i haven, Victor fyldte 4 år, der blev badet i haven hos farmor og farfar, vi besøgte zoo for første gang, fik gået lidt mere og jeg fik det første stik ud af tre mod livmoderhalskræft.

Juli
Juli blev brugt i haven eller udenfor i det dejlige vejr. Ungerne fik badet og nydt at have græs under fødderne. Vi fik gået ture ned til vandet og hygget herhjemme. Det var også denne måned at jeg tog ungerne med på en uges ferie til København for at besøge mormor og morfar.

August
August begyndte jeg på min uddannelse til ernæringsassistent. Det var hårdt men godt at komme igang igen. Vi hyggede, badede, gik ture og nød vores weekender sammen som familie.


Så havde jeg travlt for jeg var faktisk stort set offline i september, oktober og november.


December
December blev måneden da jeg med sorg i hjertet måtte stoppe på uddannelsen. Jeg fandt ud af jeg var gravid og det var også i denne måned at jeg begyndte at have smerter ved at gå og jeg måtte derfor sygemeldes. Vi fik dog hygget lidt alligevel og jeg fik pyntet lidt op og fik lavet lidt julegaver. Jeg var til scanning i Næstved og fik set at vi venter en lille pige til april 2014. Vi fik bagt og set julefilm.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Læg gerne en kommentar hvis du har lyst, det gør mig så glad.
På grund af en masse spam er det kun registrerede brugere som kan lægge en kommentar.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...